På Stærhøj har vi ingen ansatte, hverken pedel, varmemester, rengøringsassistent eller havemand. Vi passer selv på vores fælles ejendom. Foreningen arrangerer arbejdsdage ca. 8 gange i løbet af året, hvor vi sammen udfører praktisk vedligeholdelsesarbejde. Alle beboere forventes at deltage på arbejdsdagene, men det er ok, hvis man ikke kan være med en enkelt gang eller to. Arbejdsdagen varer fra kl. 10-15 på søndage. Der arrangeres fælles spisning midtvejs, og tjansen med at kokkerere, går på skift.
Det lyder træls med arbejdsdage, det lyder næsten som arbejdslejr. Men i virkeligheden er det en hyggelig måde at væres sammen med sine naboer på. Man får en god snak undervejs, og man føler et større ansvar for de fælles ting, når man selv er med til at passe på dem. Som en sidegevinst får vi en masse gode ideer til, hvordan vi kan udvikle fællesskabet og de fælles værdier.
Alle ansvarspersoner skal forud for arbejdsdagen melde opgaver ind til formanden. Der er altid varierende opgaver, der skal udføres. Det kan være indendørs maleropgaver, hovedrengøring i køkkenet, vinduesvask, træfældning, klipning af hæk, græstrimning, rensning af kloakker, maling af fælleshuset, opsætning af gyngestativ og den slags.