Vi flyttede her til Stærhøj i 1991, da husene blev bygget, så vi var med til at planlægge, hvordan det skulle være fra starten. Vi så frem til at flytte på landet, hvor der også var et tæt nabofællesskab.Vi er ikke de store håndværkertyper, så det var vigtigt med et hus, der var nyt og uden en masse, der skulle sættes i stand.
Vi værdsætter meget, at have så meget natur rundt omkring os og har gennem tiderne haft dyr og køkkenhave. I 9 år havde vi 2 frilandsgrise om året. Det var en stor begivenhed, som vi fejrede med naboerne, når vi fik grisene om foråret.
Da vi fik nok af besværet med at anskaffe grise og slagte dem om efteråret, gik vi over til at have geder, som vi kunne have året rundt.
I mange år har vi også haft høns, men lige for tiden har vi kun hund og kat. Vi kan også lide at bruge noget at fritiden på at arbejde i have og køkkenhave, men vi glemmer ikke at slappe af på terrassen og nyde den skønne udsigt.
Køkkenhave, Stærhøj 11 Udsigt fra Stærhøj 11
Vi bor pt. 3 i vores hus. Os to ”gamle” – Anders og Kamma og vores datter Margit. Tidligere boede vi 4 indtil vores søn Martin flyttede hjemmefra.
Anders arbejder med programmer til vedvarende energi på NOVI i Aalborg og Kamma arbejder som miljøingeniør ved Aalborg Kommune i Nørresundby, og Margit går på Aalborghus gymnasium.
Vi sætter stor pris på at have et godt fællesskab med naboerne. Vi deltager i fællesspisning en gang om ugen og i de årlige traditionsrige årsfester, påskefrokoster, juleture, nytårsaftner m.m. Af ansvarsområder har Kamma fælleshuset sammen med naboen Dorte. ansvarsområdet går ud på at sørge for indkøb, reserveringer, planlægning af vedligeholdelse m.m. Anders står for at ændre vedtægter, når det ind i mellem er nødvendigt, og desuden hjælper han med at rense det fælles træpillefyr i en turnus sammen med nogle andre.
Vi prioriterer højt at have en tilknytning til lokalsamfundet i Vaarst, hvor vores børn har gået i dagpleje, børnehave, friskole og spillet fodbold og badminton i Vaarst-Fjellerad Boldklub. For tiden er Kamma med i en løbeklub med tilknytning til boldklubben og om vinteren deltager hun i gymnastik i Fjellerad gymnastiksal. Anders tager jævnligt ind og svømmer i svømmehallen i Gigantium, som kun ligger ca. 15 km fra Stærhøj.
Udhus ved Stærhøj 11