Hus 15

Hus15-3

 

 

 

I hus 15 bor der et sted mellem en og tre personer. Én bor her fast, og så kommer kæreste og søn på besøg, så ofte som muligt.

Lars Ole, Pia og Leonard:

Jeg flyttede hertil i foråret 2012 efter en skilsmisse. Var ude og se på traditionelle villaer i Aalborg og omegn, men kunne ikke rigtig se mig selv der, alenemand blandt alle familierne, og gik derfor i gang med at finde alternativer. Jeg kiggede på Himmerlandsbyen, men pudsigt nok var det min bankmand, som gjorde mig opmærksom på Stærhøj. Jeg kendte ikke stedet, havde faktisk aldrig hørt om det, men fik alligevel arrangeret et møde med hus 7, som bød på kaffe og rundvisning. Og for at gøre en lang historie kort, endte det med, at jeg senere flyttede ind i hus 15.

DSCF0878

Huset er på 151 kvadratmeter i 2 plan. Det er et af de mindste huse på Stærhøj. Dertil kommer et værksted på 35 kvadratmeter, og så er der ca. 3000 kvadratmeter have at boltre sig i. Netop pladsen er en rigtig god ting ved Stærhøj. Jeg kan dyrke bueskydning uden at genere nogen, jeg har stor køkkenhave, frugthave, og ”vild”have. Og så er der også hønsene, 7 stk.

Hus15-1

Næsten dagligt bruger jeg mit værksted, har altid gang i et eller andet, som skal bygges eller repareres. Og sikken luksus – at have et helt værksted til projekter. Værkstedet er isoleret og har brændeovn, så selv om vinteren er det et ganske hyggeligt sted.

Jeg arbejder i Aalborg Øst. I bil tager turen mellem 10 og 15 minutter. Cykler jeg, det sker faktisk 🙂 så går turen via Torderup, Skovstrup og Gistrup. Cykelturen tager 40 minutter.

Det har været meget let at falde til på Stærhøj. Fællesspisning og arbejdsdage gør sit til, at man hurtigt lærer andre at kende. Og så er der alle traditionerne med for eksempel julevandretur, foreningens fødselsdagsfest, påskefrokost, nyårs- og Sankthans aften. Det er sådan noget jeg deltager i, når jeg har tid, og dertil kommer alle de arrangementer, som man bare selv tager initiativ til. Det sker jævnligt at der via vores mailgruppe kommer invitationer til alt fra teater til kanoture og flødebollekursus. Det er en flok interessant og aktive mennesker, jeg har fået som naboer og genboer.

Hus15-2

I Fjellerad, nabobyen spiller jeg badminton en gang om ugen – igen i cykelafstand, men mageligheden har taget over, og der er arrangeret fælleskørsel. Det er er bare at køre en tur rundt i rondellen, så er bilen fyldt op til en herredouble. En gang om året kører bilen rundt og samler op på en lille gruppe, der tager på hytte til hytte langrendstur i Norge i år skal jeg med for tredje gang.

Hus15-6

Jeg vil også nævne fælleshuset. Det har jeg lige booket til en weekend med mine spillevenner (jeg spiller violin). Vi skal øve nye numre. Nogle kommer langvejs, så de overnatter i fælleshusets 2 gæsteværelser.

Jeg kan blive ved . . . . der er så mange muligheder, når man bor på Stærhøj. Også muligheden for bare at være sig selv.

DSCF2093 DSCF9495

Comments are closed.